Udbytte og udbyttepolitik
Det er Agat Ejendommes mål at kunne udlodde udbytte til selskabets aktionærer. I selskabets nuværende situation er det dog ledelsens vurdering, at det på kort sigt ikke er realistisk for selskabet at kunne udlodde udbytte. Ledelsen arbejder for, at det på længere sigt vil blive muligt at udlodde en andel af årets resultat som udbytte, alternativt via et aktietilbagekøbsprogram. Dette vil altid ske under hensyntagen til koncernens kapitalstruktur, soliditet, likviditetssituation, planer for investeringer og eventuelle covenants over for långivere i koncernen.
Stemmeret
Agat Ejendomme A/S’ aktionærer har på generalforsamlinger én stemme pr. aktiebeløb af DKK 1. Stemmeretten afgøres på baggrund af de aktier, den enkelte aktionær besidder som opgjort på registreringsdagen (én uge før generalforsamlingens afholdelse) på baggrund af notering af aktionærens kapitalforhold i ejerbogen samt meddelelser om ejerforhold som selskabet har modtaget med henblik på indførelse i ejerbogen, men som endnu ikke er indført i ejerbogen.
Omsættelighed
Agat Ejendomme A/S’ aktier er frit omsættelige omsætningspapirer i henhold til dansk lovgivning, og der gælder ingen indskrænkninger i omsætteligheden. Ingen aktionær er forpligtet til helt eller delvist at lade sine aktier indløse af selskabet eller andre.
Øvrige rettigheder
Ingen aktier i Agat Ejendomme A/S er tillagt særlige rettigheder. Der er ingen ejerbegrænsninger vedrørende aktierne.
Egne aktier
Bestyrelsen blev på den ordinære generalforsamling den 29. april 2025 bemyndiget til på selskabets vegne at erhverve egne aktier for op til 10 % af den samlede aktiekapital for dermed at have mulighed for at optimere kapitalstrukturen i koncernen. Bemyndigelsen gælder for en periode på 5 år fra beslutningen på generalforsamlingen.
Insiderregler
Ledelsens og medarbejdernes handel med selskabets aktier må ifølge selskabets interne regler kun ske i en 6-ugers periode efter offentliggørelse af selskabets års- og delårsrapporter. Såfremt ledelse eller medarbejdere er i besiddelse af intern viden, som kan påvirke kursdannelsen, må disse ikke handle selv om 6-ugers perioden løber.